Formålet med supervision er, at vi i dialogen om vores arbejde får muligheder
for at blive dygtigere og tænke over om der er andre veje at gå.
Når vi arbejder med mennesker påvirkes vi både positivt og negativt, og nogle
gange kommer vi til at "sidde fast" - eller føle at noget "driller" os.
Men nogle gange bliver vi også "ramt" på nogle af vores egne følelser, hvilket
kan betyde at vi trækker os, eller vi bliver uklare i det vi laver.
Til hvem?
Jeg giver primært supervision til faggrupper som arbejder med børn, unge og
familier.
Det være sig; lærere, pædagoger, hjemmehosser/familiekonsulenter og ikke mindst
plejefamilier.
Det er det område jeg selv har arbejdet indenfor i 20 år, og det område jeg rent
teoretisk ved mest om.
Jeg har gennem de senere år deltaget i en ERFA-gruppe med 8 kommuner i det nordjyske. Og vi har udarbejdet et meget grundigt undersøgelsesskema, som skal ligge til grund for en endelig generel godkendelse.
Når et barn/ung ikke har det godt, eller viser tegn på ubalance, er det de
voksnes ansvar at kigge lidt på sig selv og familiemønstret.
Formålet med familieterapi er at få familiemedlemmerne til at "se" hinanden og
at opleve at alle i familien gør sit bedste.
Og at få den enkelte i familien til at føle sig OK.
Det er vigtigt at hører hvad alle familiemedlemmer tænker om hele situationen.
Høre hvad børn ser og tænker, og de voksne siger hvad de ser og tænker - kan
blive noget helt nyt for en familie.
Ofte har vi for travlt i hverdagen til at se, lytte, og snakke med hinanden
om det er sker lige her og nu.
Vi snakker selvfølgelig om de rent praktiske ting, hvem skal hvad og hvornår.
Men hvordan vi egentlig har det og hvad vi har oplevet i dag på godt og ondt, de
bliver der ikke altid tid til.
Hvis én af forældrene ikke har det godt, eller det ikke går så godt i parforholdet, vil mange voksne skåne deres børn for denne snak. Men børn har nogle utrolige sanser, så de mærker og fornemmer én masse, uden at vide hvad det er. Det er værre - end den reelle snak. For børn vil oftest som det første tænke; hvad har jeg gjort galt, er det mon min skyld?
Derfor - kan nogle familier have brug for rådgivning. Jeg snakker først og fremmest med forældrene om hvad de mener er problemet, og i løbet af processen vil jeg drage børnene ind i snakken.
Familierådgivning laver jeg både herhjemme, men tager også ud i familien, hvor jeres dagligdag er. Alt efter hvilken aftale I ønsker.
Et besøg i en familie eller en snak med hele familien, varer ofte 1½-2timer.
Jeg har gennem de sidste 6 år arbejdet med kollegial respons i en tværfaglig gruppe på 15 mennesker i Løkken Vrå kommune, og har også undervist andre faggrupper i denne form for respons.
Kollegial respons er en metode, hvor kolleger i en arbejdsenhed giver respons til hinanden udfra deres eget faglige ståsted. Kollegial respons har til hensigt at højne det faglige/tværfaglige niveau. Alle uanset erfaring og uddannelse kan give respons, i modsætning til supervision som kræver særlige forudsætninger af supervisor. Kollegial respons kræver imidlertid en fast struktur, systematik og viden om kommunikation, herunder øvelse i at give feed back.
For at lave kollegial respons kræver det at man har en gruppe på min. 6
personer. Èn skal præsentere et problem, som de ønsker hjælp til.
Der skal være en ordstyrer, som styrer processen. Resten af gruppen skal være
villig til at stille uddybende og konkretiserende spørgsmål. Derefter at give en
personlig kvittering på hvad det gør ved én. Gruppen stiller derefter deres
viden, hypoteser, refleksioner, egne historier, tilbagemeldinger, informationer
til rådighed for modtageren.
Modtageren lytter og tager imod, og sorterer. Hun/han er ikke forpligtet til at
følge eller rette sig efter responsen. Det er hendes/hans valg. Det er "take it
or leave it"
Jeg underviser i kollegial respons, og deltager i gruppeprocessen over flere gange, indtil en gruppe selv kan styre det.
Jeg har stor erfaring med at gennemføre disse undersøgelser. Jeg ved at lovgivningen pr. 1. jan.-2006 kræver at det er den pågældende sagsbehandler der laver dem. Men jeg ved også at det vil give spidsbelastningssituationer mange steder. Jeg stiller derfor gerne mine faglige kvalifikationer og erfaringer til rådighed for denne type opgaver.
Hele familien er berørt, når en forælder bliver psykisk syg, derfor er det
vigtigt at tale med alle i familien, også med børnene.
Børn og unge kan tro, at det afhænger af dem, om deres forældre har det godt
eller dårligt. De kommer let til at tage et alt for stort ansvar for forældrene
og familien. De tilsidesætter deres egne behov og følelser af hensyn til
familien.
Derfor kan børn og unge have brug for en særlig støtte, når deres forældre
rammes af psykisk sygdom eller andre alvorlige psykiske problemer.
De allerfleste børn af psykisk syge forældre klarer sig igennem barndommen
uden at tage alvorlig skade, selvom det altid indebærer komplikationer i barnets
liv.
At barnet har en rask anden forælder, indebærer ikke altid, at det får hjælp og
støtte nok. For enhver forælder vil blive påvirket og belastet, hvis ens
ægtefælle bliver syg, og så kan det være svært også at rumme barnets problemer.
Det er vigtigt at huske på, at for barnet er begge forældrene - også en psykisk
syg forælder - værdifulde personer.
Min erfaring med at have disse grupper er at det er et pusterum for børnene og de unge.
Formålet med gruppen er:
Der skal være min. 6 børn eller unge i en gruppe og max. 12.
Jeg vil mødes med dem én eftermiddag hver 14. dag i 2 timer, i lokaler i
nærmiljøet.
Børnenes/de unges alder skal være; 10-14 år eller 15-18 år.
Før jeg starter op med en gruppe, vil jeg have en samtale med forældrene,
hvor jeg hører hvad forældrenes diagnose/problem er, og når gruppen slutter, vil
jeg igen have en afsluttende samtale med forældrene.
Der er naturligvis tavshedspligt.
En spiseforstyrrelse er en alvorlig "diagnose" at have, og den kræver
professionel hjælp.
En spiseforstyrrelse handler ikke om mad, men er i virkeligheden en
forsvarsmekanisme imod nogle følelser, som ikke kan håndteres. Og det er ofte en
reaktion på at noget "gør ondt i familien eller i livet".
Der er 3 former for spiseforstyrrelser:
Anoreksi: at sulte sig, som kan medføre livstruende undervægt. Man kan have et stort ønske om at tabe sig - være tynd. Stor opmærksomhed på mad, kalorier, fedt, krop. Overdreven fysisk aktivitet.
Bulimi: Stor opmærksomhed på vægt og krop. Tænker meget på mad og periodevis grovæderi. Vægtregulering ved opkastning, ofte misbrug af afføringspiller, ofte overdreven motion og periodisk fasten.
Tvangsspisning: Store vægtsvingninger og mislykkede slankekure. Trøstespisning i hemmelighed, som medfører skam og skyldfølelse. Stigende overvægt, der resulterer i manglende selvværd, mange forbud mod yndlingsmad osv.
Jeg underviser i dette emne - og laver gerne støttegrupper i lokalområder.
Jeg har gennem mange år været medlem af Støtteforeningen for personer med spiseforstyrrelser i Nordjylland, og modtager klienter fra dem.